DEN NYE ANDELSBEVÆGELSE

Vi fik i sin tid succes med andelsbevægelsen, fordi vi var nødt til det. Danmark havde lige siden vikingerne været en mægtig og stærk nation med masser af selvtillid, men efter 1864 var vi færdige som internationale spillere. Mirakuløst nok fik vi lov til at beholde vores lille kridtbanke i Østersøen og tilmed vores flag. Men det var kun på de andres nåde. Vi blev død og pine nødt til at stå sammen og hjælpes ad, hvis vi ikke skulle gå i opløsning som folk. Vores kristne kultur havde lært os, at nøglerne til paradis gik gennem hårdt arbejde i vores ansigts sved, og livet havde altid været hårdt heroppe højt mod nord, hvor vi fra starten havde været nødt til at lave brød af rug, fordi det simpelthen var for koldt til at dyrke hvede.

Vi måtte samarbejde om at få det meste ud af det lidt, vi havde. ”For hvert tab igjen Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes”, rimede digteren H.P. Holst, og en bioregional udviklingsproces lykkedes med opdyrkningen af heden. Luther og Calvin havde ret: Hårdt arbejde betaler sig, om end Danmark på det tidspunkt var meget langt fra at være det paradis, vi senere arbejdede os nøglerne til. Vi havde tabt den store konkurrence ude i verden og havde tabt både land og indflydelse. Vores egoisme og selvovervurdering sendte os lige lukt i flammerne. Så der var ikke andet tilbage end i al ydmyghed at vise tillid til hinanden og begynde at samarbejde, hvis det skulle gå fremad igen. Vi holdt ikke vores viden for os selv, men delte den med hinanden. Kreativitet opstår, når de gamle værktøjer ikke længere virker.

Kultur er den vigtigste forudsætning for at skabe samarbejde og tillid. Kultur består udelukkende af mennesker. Kultur opstår, når de lytter til ledere, der er fast besluttede på, hvor man skal hen og i klare og meningsfulde vendinger kan beskrive formålet og visionen. Vision betyder billede. Det glimt af fremtiden man ser foran sit indre øje. Grundtvig blev Danmarks kulturbærer, der fik bøndernes øjne op for Gud i naturen, så selv det hårdeste arbejde i marken blev et favntag med skaberen selv. Hans salmer holdt modet oppe og efter tabet til Tyskland skød højskolerne op som et værn for sproget og fundament for kulturen. I København hyldede man bønderne på landet, der skabte fremgang med andelslandbrug. På landet vidste man, at deres arbejde blev respekteret og hyldet inde i byen. Forfatteren Henrik Pontoppidan rejste et flag for, at livet ikke var i nærheden af at være så rosenrødt, som Grundtvig prædikede, men der var ikke brug for mørkemænd, der talte væksten ned. Hvis Danmark igen skulle kunne se sig selv i øjnene, måtte alle holde sammen og holde modet oppe.

Det samme kunne man hævde i dag. Danmarks velstand er under massivt pres: Vi er for få i gang, og vi får for lidt ud af vores arbejde, og folket bliver stadig ældre. Så der bliver brug for mere dyr velfærd, der ikke er råd til. Vi burde stå sammen om en sag igen, i stedet for at se til, at landet er ved at brække midt over i beskyldninger om, hvem der ødelægger landet mest: Toppen i København eller bunden ude på landet? Diskussionen om Udkants Danmark er i mine øjne absurd. Måske fordi jeg selv kommer derfra, men har boet halvdelen af mit liv i København. Jeg har et ben i begge lejre. Danmark er Udkants Danmark i udkanten af Europa i udkanten af verden. Hovedstaden i Udkants Danmark er København, og vi skal finde sammen og hjælpe hinanden på tværs af frygt og nysgerrighed og rig og fattig på x- og y-aksen. Men hvad skal vi være fælles om? Det burde ikke være så svært at svare på. Vi har jo kun frugtbar jord og friheden til at tænke. 

Højkvalitets-nicheproduktion skal redde dansk landbrug. Hvad enten man tolker det som økologi, CO2-neutralitet eller mad med så fantastisk historiefortælling, at man kan få turister til at rejse på  besøg hos os fra den anden side af jorden for at spise mos og myrer. Vi var rige bønder i Andels Danmark, indtil Marshallhjælpen fik os til at skrive under på, at vi ville leve et andet liv med bananer, cola, maskiner, fjernsyn og reklamer. Selvom der er en del, der godt kunne tænke sig, at vi var blevet hængende ved gadekæret i den første halvdel af den anden industrielle revolution, ved de fleste af os godt, at det var umuligt. Men vi har svært ved at få samme succes med de nyeste industrielle revolutioner, som vi havde med den anden. Derfor bør vi efter min mening tage afsæt i vores gamle succeshistorie og lære af den. Vi er på grund af vores lille størrelse og knappe ressourcer verdensmestre i ressourceoptimering, tillid og samarbejde. Det er nogle af de vigtigste elementer i deleøkonomien. Det allervigtigste element i deleøkonomien er internettet. Computere og internettet er kernen i den tredje og fjerde industrielle revolution, og det forklarer måske, hvorfor vores vækst er gået i stå i den periode. 

Vi er alle sammen andengenerationsbønder. Der er kun et par procent af os, der arbejder i landbruget i dag. Landbrugsvarer er ikke vores største eksport i dag. Det er olie, som lige er blevet dømt ude. Vi må have flere tilbage til naturen. Der må da ligge frisk DNA gemt i os, som trækker os mod landet igen. Især efter at klimakrisen har gjort os bevidste om, at vi har en lille plet jord under vores fødder, som vi må passe på og skabe værdi ud af. Værdi som kan sælges så overbevisende og dermed dyrt, at vi ikke skal konkurrere på de laveste lønninger men på højkvalitets-nicheproduktion. Det gælder ikke bare for landbruget, men for alt, hvad vi skaber. Det skal være pengene værd, fordi vi er så dyre i drift. Vi bliver aldrig konkurrencedygtige på laveste pris. Vi skal være konkurrencedygtige på en kombination af den bedste kvalitet, det bedste samarbejde og den bedste historiefortælling om den. Vi kan og bør vise verden, at vi kan skabe en anden og bedre form for vækst, der er demokratisk og reelt konkurrerende baseret på andelsejerskab og tillidsbaserede, langstrakte aftaler mellem producent og forbrugere. Vi skal kombinere vores frugtbare jord med gode, frie ideer, samarbejde og tillid til internettet, som giver os muligheden for at skabe meget stærke netværk. Vi skal kort sagt sætte strøm til den nye andelsbevægelse. 

Da hestelobbyen i sin tid begyndte at mærke risikoen for konkurrence fra de nye biler, fik den lobbyet igennem, at biler ikke måtte køre hurtigere end en hestevogn. Der skulle tilmed gå et menneske med et rødt advarselsflag foran bilen for at afskrække folk fra at købe den. Manøvren virkede modsat. Biler blev mere spændende. De var hurtigere og stank på en helt ny og spændende måde. Hestene var fortid, fordi hestebranchen havde for travlt med at konkurrere med hinanden til at indse den virkelige konkurrence. Bilen gav øjeblikkeligt mening ligesom hjulene, de rullede på. Det var selve genopfindelsen af hjulet. Da bilerne blev smartere og billigere, var der ikke længere brug for hestevogne til andet en søndagskørsel i parkerne og almindelig, langsom adspredelse.

Når jeg har afsluttet et foredrag og har besvaret salens spørgsmål, er det tid til at pakke ned. Ved denne tid er der altid et par stykker, der tager fat i mig med en afsluttende kommentar eller et spørgsmål, der ikke vedrører hele forsamlingen. Således kommer en investor hen til mig og stiller dybe men retoriske spørgsmål omkring deleøkonomiens potentiale, mens han nærmer sig sin konklusion: Deleøkonomi er en reel trussel mod hans investeringer i klassiske forretninger, så deleøkonomi må stoppes nu. Pointen sagde han med et drilsk smil på læben men også med et alvorligt blik, der fastholdt mit. Det rørte mig at opleve, at mit foredrag havde bragt ham ud af fatning, men også at han var landet på benene igen og havde draget sine konklusioner. Det er ikke kun hestevognsbranchen, taxabranchen og hotelbranchen, som er pressede af deleøkonomien. For dem, der kan se lidt længere end Uber og Airbnb, er konsekvenserne ved den tredje internetbølge en total ændring i måden, vi forbruger på, og dermed også en ændring i måden investorer skal betragte markedet på. Nogle tænker, at de må få fremtiden stoppet for at kunne fortsætte som hidtil. De er på vej til at blive udmanøvreret. Resten prøver at forudse, hvilke af de nye virksomheder som bliver den næste enhjørning.

Da jeg skrev Danmarks første bog om deleøkonomi ”Skal vi dele?” eksisterede der kun en lille håndfuld danske, deleøkonomiske virksomheder. Da jeg talte med de to stiftere af GoMore, vidste de faktisk ikke engang, at de tilhørte kategorien deleøkonomi. De anså blot sig selv som samkørsel. Nu opstår der noget i retning af en ny, dansk deleøkonomisk virksomhed hver 14. dag. De fleste af dem vil ikke klare skærene, og som investor er det derfor en kompliceret sag at vælge den rigtige business at investere i. Så man skal overveje, om det er bedre at kvæle babyen, inden den vokser sig for stor. Deleøkonomien er så spæd, at der ikke er sammenligningsgrundlag tilgængeligt, og er de deleøkonomiske himmelflugtere – enhjørningerne – reelt deres værdi værd, eller er vi blot i gang med en teknologiboble, som vi så den tilbage omkring årtusindeskiftet, hvor enhver hjemmeside blev boostet med millioner, selvom ingen rigtigt havde brug for den?

Vil borgerne og forbrugerne blive medbrugere og både være ansatte i deres respektive virksomheder, samtidig med at de er selvstændige erhvervsdrivende? Vil de samle passagerer op på vejen hjem og leje deres lejlighed ud, når de tager på weekend i sommerhuset? Investorerne skal overveje for eller imod deleøkonomien. Brancherne skal overveje muligheder og risici. Ja, hele samfundet skal overveje, om deleøkonomi er en vækstskaber eller et overgangsfænomenalt blændværk. Der er en stor forskel på dengang og i dag. Det er blevet både meget lettere og dermed meget billigere at skabe internetvirksomheder, så der skal ikke satses så store investeringer som før i tiden for at skabe værdifulde successer. 

For at forstå, hvordan deleøkonomi påvirker vores økonomi, vores samfund og vores institutioner, skal der struktureres politiske drøftelser. Der skal lokaliseres mønstre og vejes for og imod. Når hotel- og restaurationsbranchen skal finde en grimasse, der kan passe situationen Airbnb, skal de på den ene side tage stilling til, om privatudlejning er en trussel mod hotelbranchen. Men på den anden side ved man også godt , at der er mange turister, som gerne vil rejse til Danmark, men ikke har råd til det på den gamle måde. Nu får de muligheden med deleøkonomien. De kommer ikke til at bo på Rådhuspladsen men ude i periferierne, hvor der også er caféer og spisesteder. Vil restauranterne så tjene ind på gyngerne, hvad hotellerne eventuelt mister på karrusellerne?  Og er det en helt anden slags turister, end dem HORESTA kender fra hotellerne? Så der slet ikke er konkurrence men tværtimod gevinst på alle hylder? 

Ved Folketingets F10-høring om deleøkonomi var hele salen enig om, at deleøkonomien var kommet for at blive. Da jeg præsenterede mit deleøkonomiske foredrag for Folketingets erhvervsordførere, var der kun et enkelt kritisk spørgsmål: ”Hvad gør deleøkonomien ved fagligheden?” Spørgsmålet var møntet på, om en uuddannet mikroentreprenør var lige så dygtig som en faglært. Men spørgsmålet kan tolkes endnu bredere: Hvad gør deleøkonomien ved fagligheden som investor, brancheorganisation, borger, forbruger, medbruger og folketingskandidat? Eller spurgt kort: Hvordan sikrer vi, at deleøkonomi fører til økonomisk vækst og jobskabelse?

Det er vigtigt at tage en afbalanceret og proportionel tilgang, der ikke unødigt begrænser den videre udvikling af deleøkonomien. Men tilgangen skal også sikre offentlige interesser og lige vilkår. En sådan tilgang starter med at gå tilbage til roden af den eksisterende lovgivning. Vi skal spørge ind til, om der er nogen offentlige interesser på spil? Hvis der er, skal vi se, om vi har lovgivning på hylderne, som kan sikre de offentlige interesser. Vi skal ikke bare forbyde det nye, fordi det er nyt. Historien har vist os, at det ender katastrofalt.

Deleøkonomi skaber jobs i primært den angelsaksiske del af verden, men i disse regioner er jobs i sig selv et mål. I vores europæiske del af verden skal et job ikke bare være en handling for penge, men være et sikkert kvalitetsjob med respekt for mennesket, der udfører det. Automatiseringen ændrer hele jobmarkedet med rasende fart, så det er ikke engang sikkert, at vi kan måle kvaliteten af de deleøkonomiske jobs med de gammeldags instrumenter, vi har til rådighed. Engang var man enten ansat eller selvstændig. Lige om lidt er man begge dele. Lovgivningen har også taget udgangspunkt i, at man enten ejer noget, eller at man ikke ejer noget. Med deleøkonomien gør man begge dele. Kan man dele sin realkredit med sine turister? Hvordan forsikrer man en bil, som ingen ejer? Hvis vi flytter skatten fra arbejde til ejerskab, vil ting så blive cirkuleret hurtigere? Kan man være kollega med en robot? Svarene på alle spørgsmålene bliver ganske givet ja.

I nogle tilfælde vil deleøkonomien slet ikke påvirke den offentlige interesse. Her kan vi spørge hinanden, om administrative byrder så er nødvendige? Hvis de offentlige interesser er på spil, kan eksisterende regler muligvis stadig ikke være egnet til at løse problemerne. Simpelthen fordi de er bygget til en anden virkelighed. Gamle regler til en ny teknologi kan hæmme lysten til at gøre brug af deleøkonomi og dermed ende med at kvæle barnet. Kan vi overhovedet presse så mange administrative byrder ned over en ganske almindelig borger, som udover sit daglige job også er blevet selvstændig erhvervsdrivende? Har vi brug for et CVR-nummer light? Deleøkonomiske platforme er digitale og bor derfor ingen steder. EU’s servicedirektiv sikrer fri bevægelighed, men giver det overhovedet mening, når serviceydelser flyder gennem apps, og du ofte ikke har nogen idé om, hvorvidt din opgave løses af en delearbejder i Pakistan eller Danmark, fordi jobbet udføres gennem internettet? Er deleøkonomi en form for e-handel, og hvordan skal det lykkes at strikke forbrugerbeskyttelsesregler sammen, når vi overgår til en ny form for selvstændig-erhvervsdrivende-forbruger-borger-medbruger?

Vi er tvunget til at afklare lovgivningen i deleøkonomien, da den er under hastig udvikling. Vi skal indføre yderligere lovgivning, som passer til den nye virkelighed, og vi skal skynde os at fjerne lovgivning, som begrænser klassiske virksomheder i at kunne konkurrere med de deleøkonomiske platforme på lige vilkår. Så overgangen bliver mindre blodig. Vi skal formulere smartere regulering lokalt, nationalt og europæisk. Vel vidende at teknologien udvikler sig hurtigere end de fleste lovforslag, og at deleøkonomien stadig er så ung, at vi risikerer at skabe unødvendige eller utilstrækkelige regler. 

Vi har brug for lovgivning og rammebetingelser. Vi har brug for regulering og deregulering. Vi skal lytte til dem, som er truet på livet af deleøkonomien. Men vi skal også tillade os selv at være kyniske og lukke ned for respiratoren, hvis patienten er terminal. Historien er fuld af eksempler på desperat lobbyarbejde, der lykkedes, uden at det kom nogen til gavn særligt længe herefter. Der skal skabes adræt lovgivning baseret på det kommende og ikke på det, som alligevel er forbi lige om lidt. Der skal skabes en innovationsvenlig reguleringsstrategi, som har plads til de nye deleøkonomiske virksomheder, vi ikke engang har fantasi til at forestille os endnu. Vi kan glæde os over, at deleøkonomien alt sammen foregår på digitale platforme. Det vil sige, at vi i bogstaveligste forstand ikke kommer til at se noget papirnusseri. Til gengæld leverer platformene den bedste og nyeste data på markedet. Det giver os ikke alene millimeterpræcist overblik. Det åbner også muligheden for et endnu mere effektivt samfund. Vi skal lukke hullet mellem politik og teknologi. Hvis den gamle andelsbevægelse var blevet kynisk reguleret af hensyn til det bestående, var den sikkert aldrig blevet til dét, som er grundlæggende for vores rigdom i dag. Vi skal derfor vide, hvad vi vil bruge deleøkonomien, den nye andelsbevægelse, den tredje internetbølge og den fjerde industrielle revolution til om 30 år. Så kan vi erstatte reguleringen med facilitering af vores ønsker for Danmarks frem.